Studenterhue regler

Studenterhue regler

Studentertiden nærmer sig, og det er godt at være med på alle de regler, der er omkring studenterhuen. Selvom det egentlig er uskrevne regler, kan de jo godt skrives ned. Så herunder kan du finde en liste med alt, hvad der er godt at vide, når det kommer til den ikoniske hue, du snart skal have på. Ingen af disse regler er selvfølgelig bindende, og nogle af dem findes mest for sjovs skyld. Der findes sikkert også mange flere regler, som man har fundet på i forskellige byer igennem tiden. Denne liste indeholder i hvert fald nogle af dem, som de fleste har hørt om.

Klassiske regler for huen

De helt klassiske regler for huen, som vidst nok gælder over hele landet.

Huen før sidste eksamen:

Huen må ikke bæres, før alle eksaminerne er overstået. Bærer man huen inden sidste eksamen, siges det at det bringer uheld.

Den største og den mindste hue:

De to studenter, som har det største og det mindste hovedmål, skal hver give en kasse øl til klassen. Kasserne gives normalt på vognturen, da det er den dag alle er samlet.

Dem der får 12-tal:

Alle i klassen med et 12-tal i huen, altså karakteren fra den sidste eksamen, skal løbe efter studentervognen mellem to stop på ruten. Løbeturen foregår som regel mellem de første 2 stop, men kan dog aftales anderledes indbyrdes i klassen.

Højeste og laveste snit:

De to studenter, som har det højeste og det laveste karaktergennemsnit, skal hver give en kasse øl til klassen.

Bidemærker:

Dine bedste venner skal bide i din hues skygge, så bidemærkerne kan ses efterfølgende.

Hilsner i huen:

Det er typisk, at dine venner og klassekammerater skriver søde og sjove hilsner i din hue, ligesom du skriver en hilsen i deres. Hilsnerne er en skøn ting at se tilbage på og mindes den gode tid.

Sidste eksamens karakter:

Når den sidste eksamen er overstået og bestået, får du huen på, og den sidste karakter bliver skrevet inde i huen.

Autografer:

Helt klassisk er det også en tradition at man får autografer fra venner, familie og hvis du er heldig at få overtalt en politibetjent eller anden tjenestefolk.

Reglerne der kræver en saks

Det er populært at klippe forskellige former i huens svedbånd og skygge, som markerer forskellige ting, du har gjort under studentertiden. De kan fungere som særlige minder, men også som et udtryk for, hvor sjovt du har haft det i din studentertid. Herunder kan du se nogle af de mest udbredte:

Firkant:

Drikker du en hel kasse øl i løbet af 24 timer, må du klippe en firkant i svedbåndet. Den vilde student, kan jo selvfølgelig godt få flere firkanter klippet, såfremt målet opnået gentagne gange.

Hak:

Hvis du kaster op på grund af alkohol, skal du have klippet et trekantet hak i skyggen på huen. Hakket sidder i skyggen, så andre kan se, at du har kastet op, og fungerer som en slags skamfuld straf. Dette kan ligeledes opnåes gentagne gange.

Trekanter:

For hver solopgang, du oplever i studenterugen, må du klippe en trekant oven på firkanten i svedbåndet.

Lyn:

Hvis du har haft sex iført din studenterhue, må du klippe et lyn i svedbåndet.

Bølgen:

Hvis du bader nøgen i sø eller hav, må du klippe en bølge i svedbåndet. Mange planlægger et stop på deres studenterkørsel, hvor de alle i fællesskab får fuldført bølgen.

Hjerte:

Hvis du har sex iført din hue, med din kæreste, skal der selvfølgelig klippes et hjerte i svedbåndet.

Dem der er svære at opnå

Her følger nogle af de mere ekstreme traditioner og regler, når det kommer til studenterhuen. Det er dog vigtigt at huske, at disse kun er ment for sjov, og det er vigtigt ikke at tage dem for alvorligt.

Udpumpning:

Hvis du ender med at komme til udpumpning på hospitalet, skal du have fjernet hele skyggen på studenterhuen.

Blevet single:

Hvis du bliver single i løbet af studenterugen, skal metalknapperne på siden af din hue fjernes.

Scoring af læreren:

Hvis du lykkes med at score din lærer, skal yderbetrækket på huen fjernes.

Vågen i mere end 24 timer:

Hvis du har været vågen i mere end 24 timer i træk, så må du vende huen om, således at skyggen sidder i nakken. Du må gå med huen sådan, indtil du sover igen, så starter du forfra.

Dumpet sidste eksamen:

Hvis du har dumpet sidste eksamen, skal du have din hagerem på under alle fester samt studenterkørsel.

Frække affaler:

Laver man en fræk aftale i løbet at studentertiden, skal denne skrives på indersiden af svedbåndet på huen.

Scor en læge eller sygeplejeske:

Scorer du i din studentertid en læge eller sygeplejeske, kan du afmontere hageremmen på din hue.

Scoring af samme køn:

Kysser du en af samme køn, skal korset på fronten af huen vendes på hovedet.
Scorer du en af samme køn, skal korset fjernes.

Respekter folks grænser og hav en sjov og uforglemmelig studentertid

Den allervigtigste regel, som ikke er med på listen endnu, er selvfølgelig:

Husk at respektere folks grænser

Det er nemlig ikke nødvendigvis alle, der har lyst til at bunde øl i samme tempo som gennemsnittet. Det er derfor vigtigt at huske, at studentertiden skal være sjov for alle, også for de mere generte, indadvendte eller dem, der ikke drikker.

Sørg derfor for at respektere, at folk har forskellige grænser og præferencer. Hvis du vil gøre noget endnu bedre, så sørg for at inkludere alle i aktiviteterne. Straffe i forbindelse med druk kan være sjovt, men kun hvis dem, der bliver straffet, selv er med på legen.

Studentertiden er en magisk tid, som markerer et stort skift i livet, og den skal nok blive sjov, også selv om man tager lidt hensyn til sine medstuderende. Det er fedt at kunne fremvise sin hærgede og hakkede studenterhue sidst på ugen, men det er også fedt at kunne sige, at man har sørget for, at alle var med på legen.

Om mange år vil huen være det fysiske objekt, du har som minde på den tid, hvor du blev student, og hele den tid, du gik på din uddannelse. Det er mest af den årsag, og så fordi det er sjovt med alle de gamle traditioner, at vi i det hele taget bruger huerne. Det er vigtigt ikke at glemme, at studentertiden ikke blot handler om at drikke sig fuld, og at det, den faktisk handler om, også sagtens kan opnås uden høje promiller af alkohol i blodet.

Når det er sagt, er det bare med at komme ud og have det sjovt på studenterkørslen. Hav en hel masse fantastiske oplevelser og nogle ganske særlige dage, som du forhåbentlig kommer til at kunne huske for resten af livet.

Rigtig god studentertid!

Kontakt

Spørgsmål eller tilbud?